Digitaliseringen er i disse år trådt ind i en ny fase. På den ene side anvendes digitale medier i dag overalt. Vi skanner hele verden fra det ydre rum til kroppens indre. På den anden side bidrager voksende befolkningsgrupper i den daglige produktion af digitale materialer. I det 21. århundrede kan vi derfor forvente at en hastigt voksende del af samfundslivet kommer til udtryk i stadig flere digitale genrer på digitale medieplatforme. Vi får flere og mere forskelligartede digitale materialer, der spredes over stadig flere forskellige, mere skræddersyede digitale medier. Vi får stadig flere forskellige søge- og præsentations redskaber. Digitalt fødte materialer bliver således et stadig vigtigere, ofte unikt, historisk kildemateriale. Denne udvikling rummer store udfordringer til selektion, kuratering, bevaring, analyse- og vidensformidling i alle fagvidenskaber. Den udfordrer også forståelsen af computeren og de digitale medier, fordi en voksende del af de digitale materialer er 'messy' og non-parametriske og ikke matcher det 20. århundredes dominerende forestilling om parametriske data, der lagres i velordnede relationsdatabaser. Men den udfordrer også vores arkiv- og biblioteksvæsen, der historisk har været op bygget omkring mere stabile og stedbundne skrevne og trykte kilder.

Det rejser grundlæggende spørgsmål om hvordan kan vi beskrive de svulmende og heterogene datamaterialer og hvorledes vi skal organisere det 21. århundredes vidensressourcer og vidensformidling?