En grundlæggende retorisk manøvre i Frederiksens tale er, at hun vil have landets befolkning (som hun kalder ''danskerne''; et ord, der egentlig udgrænser en del folk her i landet) til at gøre, hvad hun anser for rigtigt, ved at hylde og anerkende, at ''vi'' allerede gør det. ''Anerkendende ledelse'' - et fortærsket begreb med en sand kerne.