Materiale fra Institutdag

Politikernes og borgernes opfattelser af videnskabelig ekspertise

Af Niels Mejlgaard, seniorforsker, Århus Universitet
Videnskabelig ekspertise skal gøre sig gældende i samfundet. Ved at bidrage til vækst og være nyttig, ved at stimulere og medvirke til innovation og ved at betjene myndigheder, der har brug for forskningsbaseret viden. Og ud over at virke for erhvervsliv og politiske beslutningstagere, skal videnskaben også være i stand til at kommunikere sine bidrag til en bredere offentlighed, der har krav på indsigt. Det foreskriver universitetsloven, og der er i stigende grad forventninger om, at eksperter på tværs af de videnskabelige discipliner lever op til formidlings- og nyttekravene. Men der er stor forskel på, hvad borgerne interesserer sig for, og hvad politikerne synes, er rigtig videnskab, og ikke mindst nyttig videnskab. I oplægget præsenteres resultater fra spørgeskemabaserede studier af folketingspolitikernes og borgernes opfattelser af videnskabelighed og nytte af forskning, med særlig opmærksomhed på humaniora.

Videnskabelig ekspertise og viden om videnskab

Af Finn Collin, professor, Københavns Universitet
Manglende viden om, hvad videnskab er, besværliggør ofte samspillet imellem videnskabelige eksperter og presse og politikere. Der findes i offentligheden et idealbillede af den videnskabelige proces som noget der er hævet over almindelige menneskelige brist og svagheder. Når det så i konkrete tilfælde viser sig, at en forskningsproces har været præget af sådanne brist, konkluderes det, at der i dette tilfælde slet ikke er tale om lødig videnskab, og hele videnskabsområder forkastes som uvederhæftige. Debatterne omkring klimaforandring fremviser klare eksempler herpå. Igennem den seneste generation har empiriske videnskabsstudier imidlertid vist, hvordan al videnskabelig forskning vokser frem igennem en proces, der på kort sigt er påvirkelig af personlige ejendommeligheder hos forskerne, sociale interesser etc. Disse elementer filtreres ganske vist fra i det lange tidsperspektiv, men i det korte perspektiv er de ofte en realitet. Offentlighedens tidsperspektiv i forhold til videnskaben er imidlertid netop ofte kort, idet man udbeder sig hurtige svar fra videnskaben om vigtige samfundsspørgsmål, som f.eks. vedrørende klimaudviklingen. I dette korte tidsperspektiv er forskningsresultaterne imidlertid ofte endnu ikke modnede, og bærer præg af menneskelig fejlbarlighed og den uenighed den kan føre til. Denne forskel i tidsperspektiv er en vigtig faktor i den ofte dårlige kommunikation imellem politikere, presse og videnskab. På dette punkt kunne oplysning om videnskabens faktiske natur være af stor samfundmæssig værdi. 

Mediernes egne eksperter

Af Stig Hjarvard, professor, Københavns Universitet
De politiske kommentatorer har fået en vigtig placering i mediernes dækning af det politiske liv. De udgør samtidig en ny form for eksperter, der har friere rammer til at udlægge den politiske virkelighed end de traditionelle eksperter fra universiteterne. De politiske kommentatorer synliggør den postmoderne journalistiks fokus på fortolkning og mulige konsekvenser af politiske handlinger og udsagn. Kommentatorernes krav på ekspertise udspringer af deres fortrolighed med, hvordan den politiske verden fungerer bag kulisserne; men hermed frigør de sig fra journalistikkens traditionelle krav om brug af navngivne og citerbare kilder. Set fra et sociologisk rolleperspektiv er de politiske kommentatorer en hybrid: en tredjedel journalister, en tredjedel eksperter og en tredjedel politikere. Men de står ikke til regnskab for hverken journaliststand, forskningsmiljø eller vælgere.

Se slides (pdf)

Se
Stig Hjarvard: "Fra sporhunde til spåmænd. Journalister i ny fortolkningsindustri",
in Tid & tendenser nr. 5, august 2009, side 4-9.

Politisk ekspertise – realisme eller kynisme?

Af Christian Kock, professor, Københavns Universitet
Politiske kommentatorer og eksperter dominerer i mediebilledet. Fælles for dem er at de er tilbøjelige til at se politik som et slags teater for folket, hvor politikerne bag kulisserne alene er drevet af ønsket om at styrke egen magtposition. Denne opfattelse har kommentatorerne ikke selv fundet på. Den har gennem årtier været dominerende visdom i statskundskaben (politologien). Med et citat fra en af denne videnskabs mest citerede forskere og lærebogsforfattere, Anthony Downs:

”Politiske partier i et demokrati opstiller deres politik ene og alene som middel til at vinde stemmer. De stræber ikke efter at blive valgt for at udføre en bestemt forud opstillet politik eller for at tjene bestemte interessegrupper; de formulerer derimod deres politik og tjener bestemte grupper for at blive valgt.”

Svarende til dette kyniske syn på politikernes motiver anser man vælgerne for at være lige så selvisk indstillet i deres holdningsdannelse. Downs skriver:

"Eftersom borgerne i vores model af demokrati er rationelle, betragter hver af dem  udelukkende politiske valg som midler til at vælge den regering der er mest nyttig for ham selv."

Foredraget prøver at tage nuanceret stilling til disse holdninger, der altså nu udbredes til alle via de politiske kommentatorer. Der er jo meget der tyder på at politikere faktisk agerer ud fra en rent magt-fikseret blok-opfattelse – politik er ved at blive til rød-blå stammekrig. Alligevel er der grund til at være bevidst om hvad det er for et syn på politik vi får ind gennem de såkaldte politiske eksperter. Er det realistisk, eller er de forført af deres nemme og ensidige kynisme?

Se slides  (pdf)