Livlig Debat om Dansk Krigsjournalistik

Alt lige fra samarbejde med Forsvaret, etiske overvejelser ved billedudvælgelse og dilemmaer i forbindelse med brug af lokale mellemmænd blev diskuteret, da Institut for Medier, Erkendelse og Formidling afholdte debatarrangement om dansk krigsjournalistik på Københavns Universitet Amager mandag 3. november 2014. Med tre journalistiske profiler i front, Charlotte Aagaard, Thomas Borberg og Rasmus Tantholdt, blev der delt ud af erfaringer og synspunkter, og der blev ikke lagt fingre imellem, når der var uenighed om fremgangsmetoder og ressourceprioritering i de forskellige mediehuse.

Som et led i et nyt journalistisk satsningsområde på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Film, Medier og Kommunikation, havde instituttet inviteret tre journalistiske eksperter med praktisk erfaring indenfor dansk krigsjournalistik til et debatarrangement under titlen ”Når journalistikken drager i krig” med henblik på at diskutere forskellige aspekter af genren.

Fronterne blev tegnet op fra begyndelsen, hvor de tre paneldeltagere fik mulighed for at komme med et indledende oplæg og beskrive deres og deres redaktions forhold til krigsjournalistik samt nuværende og fremtidige problemer og udfordringer med at dække området. Især de mange etiske dilemmaer, der jævnligt vendes på redaktionerne landet over, blev et tilbagevendende tema.

Forsvarets Pressture - en godt og sikkert tilbud eller blot redigeret virkelighed?

Charlotte Aagaard (Information), der i samarbejde med Hans-Christian Mathiesen og Jens Ringsmose netop har udgivet "Frontlinjer. Med medierne og militæret i krig", lagde ud med en gennemgang af udviklingen af dansk krigsjournalistik og danske journalisters samarbejde med forsvaret. Hun betonede den øgede kontrol fra Forsvarets side med journalisternes adgang til information og kilder som en udfordring. Forsvarets arrangerede presseture til fronten blev nævnt som eksempel. For selvom disse ’kvægture’ umiddelbart giver adgang til krigen i først række, er det en på forhånd redigeret virkelighed, journalisterne bliver præsenteret for. Charlotte Aagaard så den øgede asymmetri i relationen mellem forsvar og medier som et demokratisk problem.

Thomas Borberg (Politiken) gjorde meget ud af at understrege vigtigheden i at sikre journalisters og fotografers sikkerhed under udsendelse og lagde ikke skjul på, at det rent ressourcemæssigt derfor ofte bedst kan svare sig at koble sig på Forsvaret presseture – men at avisen derudover forsøger selv at forlænge turene med egne reportager fra området. Som billedredaktør på avisen fortalte han desuden, hvor mange ressourcer der går til at udvælge billeder og være kildekritiske overfor det materiale, som købes udefra – eller sendes til redaktionen som led i propagandakampagner.

Rasmus Tantholdt (TV2) lagde ud med at fortælle, hvordan han nåede frem til at blive krigsjournalist, og hvordan han igennem sin karriere har gjort sig meget klart, hvordan han ønsker at dække krige og konflikter. Han tager af princip ikke med på Forsvarets presseture, men foretrækker selv at tage ud og skabe kontakter med såvel udsendte danske soldater som lokale. Han ser intet problem i at være ”embedded” med danske soldater, da det i lige så høj grad giver ham adgang og personlige forhold til potentielle kilder – selv om han medgav, at det ikke må gå ud over den professionelle distance og afholde journalisten fra at kunne lave kritiske historier.

Dillemmaet om de nødvendige "Stringers" og "Fixere"

Efter oplæggene åbnede ordstyrer professor Stig Hjarvard op for spørgsmål fra salen, hvilket resulterede i en række interessante diskussioner om problemerne med at få oplysninger og adgang til det danske forsvar, dækningen af specifikke konflikter og krige samt de dilemmaer, der er forbundet med at benytte lokale journalister (”stringers”) og mellemmænd (”fixere”).

Alle paneldeltagere var enige om, at det ville være umuligt at dække konflikter i udlandet uden hjælp fra både ”stringers” og ”fixere”, men at det ikke var uden tanke på, hvilke risici de tager, når de indvilliger i at hjælpe vestlige journalister. Rasmus Tantholdt forklarede, at han valgte at se pragmatisk på det: der er tale om voksne mennesker, som har truffet et valg. Thomas Borberg stemte i og tilføjede, at alle samarbejdspartnere desuden bliver betalt klækkelige summer for deres ydelser, så der er tale om en kalkuleret risiko fra deres side. Selvfølgelig kunne alle tre jo alligevel ikke undgå at føle et stort ansvar, når en ”stringer” eller en ”fixer” fra tid til anden måtte flygte, blev taget til fange eller det, der var værre. ”Det er altid et gigantisk dilemma”, sagde Rasmus Tantholdt.

Nyhedsmaskinens Aktualitetskrav og brug af Sociale Medier

Et spørgsmål om de danske mediers manglende interesse for Gaza en måned efter krigen senest blussede op affødte en debat om mediernes tendens til at glemme tidligere konflikt- og krigsområder, når nyhedsmaskinen ruller. Alle tre paneldeltagere var enige i, at det kunne være frustrerende at være vidne til, og Charlotte Aagaard kaldte det ”en kedelig tendens”, men pointerede at nyheder jo i sidste ende handler om aktualitet. ”Hvad skulle vi ellers gøre”, tilføjede Thomas Borberg. ”Vi får hug for at løbe efter nyhederne, men hvad skulle vi ellers gøre? Vi har jo kun et begrænset antal sider – eller minutter i Rasmus’ tilfælde – og der sker så mange ting andre steder hele tiden”. Paneldeltagerne pointerede dog også, at de forskellige medier er nyhedsdrevne i forskellig grad, og at navnlig de trykte aviser prøver at prioritere historier, som i højere grad perspektiverer end ’breaker’ krigshændelser.

Sociale medier og nye teknologiske hjælpemidler blev også vendt i panelet, og som udgangspunkt så paneldeltagerne det som en gave. Med Skype og Twitter er der hurtig og nem adgang til kilder og begivenheder. Medierne er dog samtidig – efter dyrkøbte erfaringer, som Charlotte Aagaard understregede – blevet mere påpasselige med at bruge information fra de sociale medier. Thomas Borberg forklarede, at det ofte er umuligt at tjekke ægtheden af billeder, og han hellere ville bringe et dårligt billede, han kunne få verificeret, end et godt han ikke kunne. Rasmus Tantholdt tilføjede, at man skulle tro, at YouTube var en kæmpe hjælp, men i hans optik er det nu endnu vigtigere end nogensinde at sørge for, at medierne selv er til stede. ”Det er vigtigt, at der er nogen, der tager derned og sørger for at få verificeret billederne. Se det for sig selv og få troværdigheden med”, sluttede han.

Krigsjournalistikkens Fremtid: Et Spørgsmål om Adgang og Debat

Efter to timers intens debat rundede Stig Hjarvard arrangementet af. De tre paneldeltagere kom med hjælp fra publikum godt rundt i landskabet og fik vendt mange af de aktuelle problemstillinger forbundet med dansk krigsjournalistik. Hvad fremtiden bringer for genren afhænger i høj grad af muligheden for adgang – både til information og til de konflikt- og krigsramte områder. Medierne selv skal dog også forbedre sig på visse punkter, kom paneldeltagerne frem til under debatten. De skal blive bedre til at rejse den folkelige debat, når Danmark tager i krig, især når det danske politiske landskab er enige om dansk krigsdeltagelse, som det har været tilfældet mange gange i det forgangne årti, og sørge for at sikre ligevægt i dækningen af en konflikt, selv om der oftest er nemmere adgang til en af parterne.

”Når journalistikken drager i krig”. Debatarrangement på Københavns Universitet Amager, 3. november 2014, kl. 15-17. Med deltagelse af Charlotte Aagaard (Information), Thomas Borberg (Politiken) og Rasmus Tantholdt (TV2).