Big data skaber nyt marked for informationsspecialister

Insight IVA har mødt Niels Ole Finnemann til et interview om artiklen "Humaniora og de digitale medier", som er et bidrag til bogen Kampen om disciplinerne (Stjernfelt, Køppe og Pedersen, Hans Reitzels Forlag, 2015). I bogen sættes der fokus på nye tendenser inden for humaniora i et videnskabsteoretisk perspektiv.

Hvad er omdrejningspunktet for din artikel?

Jeg fokuserer på den transformation, der sker af humaniora – eller af alle videnskabsgrene, men med fokus på humaniora – i kraft af digitalisering. Humaniora er interesseret i digitalisering på 4 måder. Dels får vi nye digitale materialer og metoder, og dels får vi digitalt formidlede samarbejdsformer og publiceringsformer. Så det berører hele spektret af humanistisk forskning fra A til Z.

Derudover forsøger jeg at beskrive de historiske udviklingslinjer af digitaliseringen, da den har skiftet karakter igennem årene. I forrige århundrede bestod digitaliseringen i biblioteker af at digitalisere kartotekskortene og teksterne – såkaldte digitale kopier af trykte forbilleder, hvor formålet er, at det digitale materiale skal ligne det boglige så meget som muligt. Men nu sker der noget andet. I øjeblikket flytter hele samfundet over på digitale internetbaserede medieplatforme, hvilket giver en helt ny slags digitale materialer, som vi kalder digitalt fødte materialer. Her er der ikke tale om kopier af trykte forlæg, for der er flere punkter, hvor de altid adskiller sig, f.eks. via links, interaktivitet, multimodernitet og scripts eller dynamiske features. De opfører sig således anderledes end de digitale materialer, vi hidtil har arbejdet med.

Digitalisering kræver nye kompetencer

En vigtig dimension er, at vi nu også får enorme mængder data – meget mere end vi kan nå at behandle på normal vis. Derfor er vi nødt til at udvikle nye måder til at overskueliggøre de store materialemængder, som internationalt går under betegnelsen ”big data”. Det er en vigtig pointe, at dataene ikke er ensartede, hvilket gør dem meget svære at arbejde med. Der er rent metodemæssigt sket et skift fra at arbejde med repræsentative udvalg eller samples, hvor man analyserer et afgrænset eksempel med præcise data på et mindre område, til at indsamle og analysere alle data på et givent område, hvor man antager, at datamængden er så stor, at der kan komme interessante resultater ud af en statistisk analyse. Det medfører naturligvis nogle nye spørgsmål om f.eks. gyldighed.

En anden vigtig dimension er, at trykte materialer viser sig selv. Det står i modsætning til digitalt materiale på en harddisk, som skal hentes frem via et interface. Interfacet gør to ting: For det første ændrer det materialet, så der ikke længere er tale om en original i samme forstand som en bog. For det andet repræsenterer interfacet en bestemt måde at søge materiale på, da det tilbyder et register af søgemuligheder til at komme ind i materialet. Det giver desuden en bestemt visualisering af materialet. Så visualisering og søgning bliver pludselig til selvstændige kompetencer i forhold til alle digitale materialer. Derfor har vi brug for udvikling af nye former for videnshåndtering og vidensformidling, der modsvarer denne verden, som ikke er bundet op omkring bøger. Det betyder, at folkebibliotekerne f.eks. skal genopfinde sig selv, hvis de vil overleve. Det er ikke nok, at de bliver lokale kulturcentre – de skal også blive vidensformidlingscentre til eksperter.

Jeg kommer fra et mediefag, hvor vi igennem mange år har observeret, at andre forskere ikke har en klar ide om, hvad et medie er. I humaniora – hvis man kommer fra en filosofisk-idealistisk tradition – adskiller man generelt tingenes og tankernes verden. Men alle tanker har en fysisk form, så de er altid medieret. Derfor begynder mediernes egenskaber at spille en større rolle, så vi bliver nødt til at have nogle begreber om, hvad der adskiller digitale medier fra f.eks. bøger og fjernsyn. Og humaniora er nødt til at tilegne sig en mere fundamental forståelse af, hvad medier egentlig er.

Hvad er den vigtigste pointe i artiklen?

I denne her bogsamling er det centrale at diskutere humaniora. Hvad er humaniora? Er det noget for sig selv, eller skal vi blande os med andre videnskaber? Jeg tror, at vi skal passe på, at humaniora ikke bliver en stopklods for tanken – at vi holder op med at tænke, når vi kommer til kanten af humaniora. F.eks. begynder klimaforskningen med en anerkendelse af, at mennesker er aktører i naturens processer. Vi bør måske anerkende, at vi er aktører i naturprocesser, så vi også får et fælles sprog med de andre videnskaber.

Hvilken betydning har digitaliseringen af humaniora for IVA?

Jeg arbejder for at få et spor ind i uddannelsen, som opererer med de kompetencer, der skal til for at håndtere big data. Det er en type datamængde, man vil kunne finde alle steder i alle faglige sammenhænge. De skal selekteres, kurateres og beskrives på en måde, så de kan bruges i fremtiden. Man skal tage stilling til, hvilke data der skal gemmes, hvordan de skal gemmes og hvorfor. Skal de gemmes af kulturhistoriske grunde, af potentielle kommercielle årsager eller til forskningsformål? Vi taler om materialer, som ingen i øjeblikket har noget overblik over, og der mener jeg, at IVA har en stor boldbane, for der er ikke nogen andre, der uddanner denne type kompetencer i øjeblikket. Derfor håber jeg, at uddannelsen kan udvikles, så den tilpasser sig big data.

Som informationsspecialist skal man også vide noget om de metoder, der bruges til at analysere big data, og man skal kende til visualisering, for hvis vi ikke udvikler vores måde at synliggøre materialerne på, kan vi ikke bruge dem. Den kompetence ser jeg som en del af det 21. århundredes reviderede bibliotekar, version 2.0. Lige nu har vi en bestemt blanding af kultur og information i uddannelsen. Jeg tror, vi skal tilføje en anden sammensætning, for dét at håndtere big data forudsætter også viden om den kultur, som dataene omhandler, og hvordan de er produceret. Hvis man f.eks. skal vurdere en søgning i Google Books, så skal man vide noget om den kulturhistorie, de handler om og det specifikke emneområde, man søger i. Den form for kulturviden – at omgås big data hvad enten det er naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller humanvidenskabelige emner – skal gerne ind i uddannelsen.

Hvilken betydning har denne udvikling for jobmarkedet?

Det er helt afgørende. Vi kan sige med sikkerhed, at der vil blive færre jobs til bibliotekarer, for det, bibliotekerne gør i øjeblikket, er at opbygge kulturelle aktiviteter, og det er ikke nødvendigvis folk fra IVA, der skal udføre de jobs. Til gengæld får vi rigtig mange nye former for digitale arkiver og depoter hos f.eks. museumsinstitutioner, Danmarks Radio, aviserne og alle offentlige institutioner. De vil i stigende grad skulle arbejde med digitale materialer og med big data. Deri ligger et kæmpe arbejdsmarked, som vi kan få en del af, hvis vi vil.

Herudover vil der være et voksende marked for behandling af små og mellemstore virksomheders datamaterialer, da de ikke selv kan håndtere så store mængder. Det kan IVA også producere kandidater til. Nogle af de gamle områder bliver digitaliseret, men der er samtidig nogle helt nye udviklingsmuligheder. Der skal en forskydning af kompetencer til, så vi bliver mere fortrolige med, hvad digitale materialer er, end vi normalt har været på IVA og på humaniora generelt.