Digital Humanities – du kan starte her
If you aren't building, you aren’t a digital humanist - læs introduktion til Hans Jørn Nielsens spændende artikel i tidsskriftet NTIK.
Hans-Jørn Nielsen er lektor på IVA i Aalborg, og han har velvilligt skrevet denne introduktion til en artikel i det seneste nummer af Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling. Læs den og få lyst til at vide mere om distant reading og remixing.
En paraply: Digital Humanities (eller Digitalt Humaniora) er en betegnelse, der som en paraply dækker over en række brogede og mangfoldige initiativer. Det er samtidig vokset til et forskningsfelt, der selvbevidst betragter sig som det nye humaniora og afholder internationale konferencer og udgiver tidsskrifter.
Kvantitative analyser: En opfattelse inden for Digital Humanities betragter computere og software som neutrale redskaber, der kan anvendes, når kvantitative analyser er nødvendige (inden for lingvistikken f.eks.) eller til udvikling af mark-up sprog ved digitaliserede tekster. Andre advarer mod, at kvantificering af tekstanalysen kan føre humaniora væk fra sit særkende: den hermeneutiske fortolkning af unikke, flertydige kulturelle fænomener i kontekst.
Nye mønstre: Distant reading er en metode under udvikling til analyse af store mængder af digitale teksters data for at finde nye tværgående mønstre. Cultural analytics analyserer data i digitale billedfiler med henblik på det samme. Det kan naturligvis forbindes med et syn på data og tekster som er rent kvantitativt, reduktivt og objektivistisk. Men det kan også føre til ny viden.
Ny organisering: Inden for humaniora har fortolkning af tekster og dokumenter traditionelt stået i centrum. Tekster og dokumenter har som repræsentationer været organiseret efter trykkekulturens teknologi. Digitaliseringen åbner for radikalt anderledes organiseringer af information og viden.
Forbindelse til LIS: Man taler om skiftet fra dokument-paradigmet til database-paradigmet. En vidensorganisation i data giver andre muligheder for at analysere og søge i dokumenter og tekst-korpora. Eksperimenter med dette peger på, hvor store sammenfald der er mellem Digital Humanities og Library and Information Science.
Multimedialt: Et andet brud med trykkekulturens vidensorganisering viser sig i det multimodale. Muligheden for at sammenkæde skrift, billeder, audio og video til nye digitale udtryk er langsomt ved at ændre det traditionelle skriftlige dokument. Remixing af forskellige mediale udtryk bliver almindeligt i forsknings- og fremstillingsprojekter.
Design: En central tendens inden for Digital Humanities insisterer på, at det nye digitale humaniora ikke skal nøjes med at fortolke tekster men skal designe digitale produkter: multimodale webtekster, kodningssprog, datamodeller o.a. "If you aren’t building, you aren’t a digital humanist", hedder det. Andre udtryk peger i samme retning: "digital rhetoric", "design as argument", building som "a new kind of hermeneutic".
Remediering: Denne trend har for så vidt eksisteret i Digital Humanities fra begyndelsen. I 1990’erne digitaliserede man forfatteres og kunstneres værker, hvor hypertext-organisering og udviklingen af XML-kodning stod centralt. Senere – og aktuelt – iagttager vi transformationen fra verbaltekstlig dominans til nye former for media literacies. 
Herunder både remedieringen af dokumenter til data-strukturer og inddragelsen af forskellige former for visualiseringer eller remixing af mange medieudtryk.
Hans Jørn Nielsen (2015) Digital Humanities – Digitalisering og dokument. Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, vol. 4, nr. 3 (s. 5-20)