Kulturinstitutioners formidling

Jagt er også kultur

Jeg har selv læst på IVA, og jeg kan huske, at vi dengang sad oppe i kantinen og diskuterede, hvad vi skulle lave, når vi blev store – og vi var nogle, der helst ikke ville ud på et bibliotek. Det var i slutningen af 80’erne, hvor kultur var hot. I Roskilde havn så jeg en lille pram, hvorpå der stod, ”jagt er også kultur”. Her blev kulturbegrebet brugt som en legitimering af jagt, da kultur per definition var noget godt på dette tidspunkt. Samtidig skød alle de nye formidlingsuddannelser frem, bl.a. på RUC, og når vi satte kultur og formidling sammen, så kunne det faktisk ikke blive mere lækkert. Problemet var bare, at vi egentlig ikke anede, hvad kulturformidling var, så man kan sige, at bogen er et forsøg på at samle op på det.

En anden ting er, at vi har to ben på vores uddannelse – informationsvidenskab og kulturformidling. Og det har været svært at finde en definition på kulturformidling. Det tætteste, man kan komme, er i Informationsordbogen, hvor der står, at det er de aktiviteter, der sker inden for kulturområdet. Nærmere kommer man det ikke.

Relationen til det smalle kulturbegreb

Når de studerende begynder her, har de nok en lidt vag fornemmelse af, hvad kulturformidling er. Bogen er også tænkt som grundbog på det fag, jeg underviser i på den nye bacheloruddannelse, Kulturfeltets aktører. Faget er ikke som sådan tilrettelagt efter, at man bliver udøvende kulturformidler, men det giver selvfølgelig en grundlæggende indføring i kulturområdet. Bogen er tænkt som et overblik over formidlingsstrategier og en indføring i kulturformidling. Det, der kendetegner de uddannelser, der beskriver sig selv som kulturformidlingsuddannelser, er, at der skal være en relation til det smalle kulturbegreb – til kunst og kulturarv. Der skal være en forbindelse til det, der ligger inden for Kulturministeriets ressort.

Kulturformidling giver mere mening i dag

En anden vigtig grund til at have skrevet bogen er, at førhen var kulturformidlingen en samlehat for alt det, der skete på teatre, museer, biblioteker og kulturhuse, og det var vidt forskellige ting, der bundede i hver deres faglighed. Museerne skulle formidle genstande, bibliotekerne bøger mv. Der var ingen grund til at lave noget på tværs, fordi de forskellige kulturformidlende fagligheder var så forskellige. Men i dag kommer der folk med mange faglige baggrunde ud i bibliotekerne, ligesom studerende fra IVA bliver ansat andre steder end på biblioteket. Forskellen mellem institutionerne er mindre i dag, end den var tidligere, og alle kulturinstitutioner bliver ramt af en omverden, der sætter større og større spor i deres virke. Der er tale om de samme modebølger – hvad enten det er brugerinddragelse, oplevelsesøkonomi, fokus på brugeren mv. Kulturinstitutionerne bliver mere ens, så derfor giver det bedre mening i dag at tale om kulturformidling, end det gjorde for 40-50 år siden.

At der er flere fællestræk mellem institutionerne, kan vi for eksempel se i Roskilde, hvor biblioteket og museerne er ved at blive integreret i hinanden. Hvis bibliotekerne skal være mere end deres materialer og museerne mere end deres genstande, så bliver forskellene mellem bibliotek og museum mindre. Hvis der ikke kun er fokus på materialer og genstande i forhold til f.eks. musik, så bliver både biblioteket og museet et sted, hvor man også kan høre, spille, optage og fremføre musik. Grænserne mellem institutionerne bliver altså mere slørede, og derfor giver det mere mening at tale om kulturformidling i dag. Det er en væsentlig baggrund for bogen, der også er tænkt som inspiration for biblioteker eller andre kulturinstitutioner, der kan inspirere hinanden.