Der findes to lande i verden, der grundlovssikret er sekulære stater - det er Tyrkiet og det er Frankrig. Danmark er ikke en sekulær stat. I Danmarks Riges Grundlov af 5. juni, 1953, kapitel 1, §4 hedder det sig nemlig, at:

"Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Kritikere af denne §4, sekularister, henholder sig ofte til, at denne paragraf i og for sig er et brud med religionsfriheden som en grundlæggende menneskerettighed ikke mindst fordi, der i §68 i selv samme grundlov står, at

"Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen."

Men alle danskere - også dem, der ikke betaler kirkeskat - bidrager til uddannelse af præster samt lønning af biskopper mm., og da nu Danmark, givet §4,  har en evangelisk-lutherske statskirke, så er det så som så med religionsfriheden, eller friheden, til ikke at tro på noget som helst, andet end eventuelt sig selv!

Og det med at tro på sig selv er vi en hel generation, der er vokset op med, ugudelige og individualistiske, hvor kirken er blevet trængt i baggrunden af sekularismediskussioner og en forestilling om forstokket middelalderlighed. Men skal kirken nødvendigvis sejle agterud i det moderne samfund, eller har kirken noget filosofisk, eksistentielt og endog politisk interessant at byde ind med? Kristendommen er som bekendt ikke født i går og tørret på kakkelovnen i nat, så man skulle næsten tro det.

Sognepræst, ph.d. og flittig samfundsdebattør Kathrine Lilleør udkom i 2009 med bogen, Kvinde, hvorfor græder du: fortællinger fra mit liv, der i titlen synes at antyde damebladslitteratur, men under overfladen ligger der filosofi, moderne dansk teologihistorie og overvejelser over forholdet mellem individ, kirke og stat. Kathrine Lilleør er gæst i studiet i Faglitteratur på P1.