Det radikale højres filosofier

Den konservative revolution i Tyskland. Jünger, Schmitt og Spengler

Lektor Adam Paulsen, Syddansk Universitet

Mellemkrigstidens konservative revolution har længe været en vigtig inspirationskilde for neoreaktionære og højreradikale i både i Tyskland, Europa og USA, og der er da også en lang række oplagte forbindelser mellem deres politiske idéer og verdenssyn: demokratiskepsis, liberalismekritik, decisionisme, geopolitisk storrumstænkning, cæsarisme og en stor tillid til teknologien som politisk redskab – for at nævne nogle af de vigtigste. Oplægget vil se nærmere på disse idéer og deres baggrund hos de tre vel nok mest indflydelsesrige af den konservative revolutions politiske tænkere: Oswald Spengler, Carl Schmitt og Ernst Jünger. 

Arnold Gehlen

Professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet

”Filosofisk antropologi” blev en bevægelse i tysk filosofi i 1920’erne, anført af figurer som Scheler, Plessner og Cassirer. Målet var at søge en ny filosofisk bestemmelse af mennesket, der kunne samle den akademiske viden om mennesket spredt i forskellige discipliner, sociologi, psykologi, antropologi, osv. Arnold Gehlen var yngre end de tre nævnte med hovedværket Der Mensch fra 1940. I 1933 havde han meldt sig ind i nazipartiet, men efter afnazificering videreførte han sin akademiske karriere efter krigen. Der Mensch kom i ny udgave i 1955 og er især påvirket af Scheler, men også amerikansk pragmatisme, frem for alt Dewey. Måske overraskende er det ikke nogen eksplicit politisk bog, men efter krigen placerede Gehlen sig på den politiske højrefløj og begyndte at teoretisere om ”historiens afslutning”. Han blev modstander af den voksende akademiske venstrefløj i 1950-60’erne, men kultiverede samtidig et personligt venskab med Adorno, som han havde et tv-program sammen med. Gehlen bestemte mennesket som et handlende væsen med svage eller ingen instinkter, i modsætning til andre dyr. Hans konservatisme baserede sig på, at institutioner for ham overtog instinkternes handlingsstyrende rolle, opsamlet i udsagnet om, at mennesket er et bløddyr, der behøver en skal – institutionerne.

Alexander Dugins fascistiske rødder hos Heidegger

Professor Klemens Kappel, Københavns Universitet

Den russiske filosof og politiske tænker Alexander Dugin (f. 1964) menes at være en central figur i et russiske intellektuelt økosystem, der støtter Putin autoritæres styre og geopolitiske ambitioner. Dugin har angiveligt også relationer til Peter Thiel, Steve Bannon og repræsentanter amerikansk Dark Enlightenment og Alain de Benoist fra det nye højre i Frankrig. Kernen i Dugins politiske tænkning er, hvad han kalder den fjerde politiske teori, hvor liberalisme, kommunisme og fascisme er de tre andre. Den fjerde politiske teori kombinerer det autoritære, nationale og sociale i fascisme og kommunisme, men afviser de racehierarkier og etnisk-kulturelle hierarkier, som ifølge Dugin beklageligvis fandtes i nazisme. Det liberale demokrati er hovedfjenden, og det er helt afgørende, at denne ødelæggende styreform bekæmpes. Dugin hævder at finde det filosofiske grundlag for sin tænkning hos Heidegger, hvilket han fremlægger i værkerne Martin Heidegger. The philosophy of another beginning (2014) og i The Fourth Political Theory (2012). Oplægget vil karakterisere hovedlinjerne i Dugins politiske filosofi, og belyse, hvordan han motiverer den i autoritære og proto-fascistiske elementer hos Heidegger.

Julius Evola og Arktos

Professor Mark Sedgwick, Århus Universitet

Julius Evola døde i Rom i 1974 og er siden 1980’erne gradvist blevet mere og mere populær som filosof inden for den radikale højrefløj. Det skyldes dels, at hans tænkning er så radikal, som den overhovedet kan blive, men også at hans værker er blevet bredt promoveret og distribueret. Oplægget ser nærmere på Evola og hans værker samt på det forlag, der har haft størst indflydelse på populariseringen af hans værker, nemlig Arktos.

Den nye højre i Frankrig

Seniorforsker Manni Crone, Dansk Institut for Internationale Studier

Det ny højre i Frankrig er i dag et af de mest indflydelsesrige intellektuelle miljøer på den radikale højrefløj – bl.a. med begreber som ”remigration” og ”den store udskiftning”. Bag disse slagord findes dog en bredere politisk utopi, der i efterkrigstiden blev formuleret af en række højrefløjstænkere omkring hovedfiguren Alain de Benoist. Med inspiration fra den konservative revolution og Julius Evola formulerede de ideer om et paneuropæisk imperium delt op i små etniske enklaver og agrarfællesskaber, der dyrkede folkedans, runer og hedenske ritualer. I dag har det ny højre udviklet sig til en identitær bevægelse, der i stigende grad har taget kristendommen til sig i kampen mod muslimsk indvandring.   

Manosfære, hypermaskulinisme og genbiologisering af køn

Professor Mikkel Thorup, Århus Universitet

Filosof er ingen beskyttet titel og for at forstå det yderste højre i dag og det, den selv kalder tænkning, så er det nødvendigt at kigge andre steder hen end til universiteter, bøger og rationel argumentation. Den primære energi, idéudvikling og appel på og fra det yderste højre kommer fra internet-aktører, influencere, kommentatorer og andre, der bruger den biografisk-emotionelle appel samt en kakofoni af selvsammenbragte inspirationskilder til at fremstille et verdenssyn og en samtidskritik. Oplægget koncentrerer sig om nogle af de mest indflydelsesrige i manosfæren, folk som Andrew Tate og Jordan Peterson, for i bredere forstand at forstå, hvad der kendetegner det yderste højres nye ’intellektuelle’.

Prometheus’ hybris? Techfuturismens mørke oplysning

Professor Anders Ehlers Dam, Europa-Universität Flensburg

Fra en position som perifært undergrundsfænomen i internettets afkroge vinder den neoreaktionære Dark Enlightenment-tænkning i disse år frem med stor kraft. Den indgår i en bredere techfuturistisk strømning, der i stigende grad præger diskussioner om verdens fremtid – fra storpolitik til synet på teknologiens rolle og i sidste ende spørgsmålet om, hvad det menneskelige er. Idéhistorisk bryder techfuturismen med den konservative tænknings skepsis over for teknik og fremskridt, men har visse lighedstræk med vitalistiske og futuristiske bevægelser i begyndelsen af det tyvende århundrede. I oplægget præsenteres techfuturismens særegne blanding af teknologidyrkelse og ny mytologi, og det diskuteres, om denne prometheiske tænkning risikerer at rumme kimen til sin egen undergang.

Postliberalismen og dens kritikere

Lektor Anders Berg-Sørensen, Københavns Universitet

Idéer om illiberalt demokrati og postliberal regimeforandring florerer i amerikansk og europæisk politik og politisk tænkning i disse år. I deres afstandtagen fra hvad de opfatter som liberalismens overdrevne individualisme og erodering af sammenhængskraften, formulerer selvbeskrevne postliberale forfattere deres forestillinger om det fælles gode, tætte nationale fællesskaber og stærke politiske autoriteter. Udgangspunktet er politiske teologier, hvor gud, fædreland, og familie danner koncentriske værdicirkler og fællesskabshierarkier. Oplægget vil skitsere disse træk af den postliberale politisk tænkning og inddrage kritikernes diskussion af hvad de opfatter som postliberalismens karikatur af liberalismens individualisme og deres diskussion af fællesskabsfølelser, tykke og tynde fællesskaber, og implikationerne for den førte politik og politiske visioner for fremtiden.

Yoram Hazony og NatCon

Professor Nils Holtug, Københavns Universitet

Da den israelsk-amerikanske filosof Yoram Hazony i 2018 udgav The Virtue of Nationalism, vakte det stor opmærksomhed og begejstring på det radikale højre og ikke mindste den nationalkonservative del af MAGA. Hazonys mål var at rehabilitere nationalismen og hans bog blev af mange i MAGA opfattet som et intellektuelt grundlag, som man bl.a. kunne forstå Trumpismen ud fra. I oplægget vil Hazonys særlige form for etnonationalisme og hans forsvar herfor blive belyst, herunder den betydning han tildeler religion og (især) jødedommen. Ligeledes vil hans kritik af liberalisme blive belyst, og endelig den indflydelse han har fået på det radikale højre, ikke mindst på grund af de såkaldte NatCon konferencer.