Ny forskning trækker techgiganternes skjulte overvågning frem i lyset

14.000 ord. Så meget fylder Facebooks samtykkeerklæring, som man skal godkende, før man kan tage tjenesten i brug. Det svarer ifølge adjunkt og kommunikationsforsker Signe Sophus Lai til cirka to forskningsartikler, og teksten er næsten lige så svær at læse. Så det er der ingen, der gør. Og ingen almindelige mennesker ved, hvor mange data Facebook får adgang til og deler med andre.

- Firmaer som Facebook, Google og Apple benytter sig af strategier, der gør det svært for brugerne at gennemskue, hvor mange data de indsamler, og hvad den data bliver brugt til. Jeg vil gerne vise, hvad den omfattende dataindsamling helt konkret betyder for den almindelige internetbruger, siger Signe Sophus Lai, som har været tilknyttet projektet The Peoples’ Internet ved Københavns Universitet.

Hun har blandt andet undersøgt, hvor mange såkaldte cookies de 150 mest besøgte hjemmesider i Danmark lægger på de besøgendes computere og mobiltelefoner. På den måde kunne hun følge, hvordan brugerne blev tracket på nettet – og af hvem.

- Det, der kom mest bag på mig, var, at hjemmesiderne for store danske og udenlandske nyhedsmedier overvåger og tracker deres brugeres adfærd på måder, der minder meget om suspekte gamblingsites. Så hvis man tror, at man slipper for den værste tracking, hvis man holder sig fra ”tvivlsomme” hjemmesider, tager man fejl. De benytter sig i virkeligheden af de samme forretningsmodeller, siger hun og fortsætter:

- Helt konkret kan de her meget udbredte forretningsmodeller have den konsekvens, at vi kun får det at se i vores feed eller vores browser, som vores data fortæller virksomhederne, at vi tidligere har interesseret os for. Så selv om nettet og teknologien giver os utrolig mange muligheder, er det en vigtig pointe, at de i lige så i høj grad kan bruges til at begrænse vores verden og valgmuligheder.

Din lommelygteapp ved, hvor du bor

For at forstå, hvordan abstrakte størrelser som overvågning, forretningsmodeller og infrastruktur påvirker det enkelte menneske, har Signe Sophus Lai i forbindelse med sin afhandling også interviewet og fulgt 20 danske internetbrugeres hverdagsliv med internet, sociale medier og mobiltelefoner.

- Et af de konkrete resultater af den undersøgelse er såkaldte appscapes, som er visualiseringer af, hvor mange tilladelser til dataindsamling en helt almindelig bruger giver firmaer og tjenester via apps på sin mobiltelefon blot ved at downloade dem og acceptere samtykkeerklæringen. I dette tilfælde kan man se, at Noah med kun 18 apps på sin telefon har givet ikke mindre end 378 tilladelser. Derudover benytter de 18 apps sig af 135 tredjepartstjenester, som via de downloadede apps potentielt også har adgang til hans data, fx bevægelser via hans gps. Men vel at mærke uden at han ved, hvad de bruger dem til, eller hvor de havner, forklarer Signe Sophus Lai. Hun uddyber:

- Selv om der i dag er mere fokus på apps, tredjepartstjenester og cookies, og Apple med sin seneste opdatering har gjort det muligt at få et bedre overblik over dem, er det stadig fuldstændig uoverskueligt for den almindelige bruger. Så det er efter min mening nødvendigt at arbejde videre med at synliggøre den skjulte overvågning for at kunne lave en mere effektiv regulering af området. Det kunne fx være rart at se, i hvor høj grad en specifik app lever op til GDPR-reglerne – hvis du skal give en lommelygteapp 47 tilladelser, før du kan få lov til at bruge den, skal det også fremgå meget tydeligt, hvordan og hvorfor de tilladelser er nødvendige. Det skal ikke skjules i en uforståelig samtykkeerklæring.

Signe Sophus Lai har indledt et samarbejde med eksterne samarbejdspartnere om at udvikle værktøjer, der netop skal gøre apps’ dataindsamling mere overskuelig for almindelige brugere.

Søfartsstyrelsen har ansvaret for internettet på havbunden

Signe Sophus Lai har også kortlagt de fysiske og digitale infrastrukturer, som borgere og samfund er dybt afhængige af. Det drejer sig fx om de såkaldte internet exchange points, som internetudbydere bruger til at udveksle trafik mellem deres netværk, og de fysiske internetkabler. Og ikke mindst den lovgivning og de myndigheder, der regulerer dem.

- De fysiske infrastrukturer er faktisk lige så uigennemskuelige som den dataindsamling, der foregår på vores mobiltelefoner. De mange undersøiske kabler, der transporterer data til og fra Danmark, var indtil for få år siden i højere grad offentligt ejede, men i dag er de på private hænder, fx Google og Facebook. Og det er mærkeligt nok Søfartsstyrelsen, som har ansvaret for at kontrollere kablerne, fortæller hun.

- Så ikke nok med at et firma som Google sidder på den software, vi bruger til at søge på internettet med på vores telefoner og computere – og i øvrigt indsamler data om os, mens vi gør det – de kontrollerer også de fysiske infrastrukturer, der transporterer vores data. De sidder faktisk på hele det digitale økosystem, og de bliver reguleret af så mange forskellige myndigheder, så ingen har et samlet overblik over det, slutter Signe Sophus Lai, som håber, at hendes forskning kan være et skridt på vejen til at få mere viden om den dybt kritiske og uundværlige infrastruktur, som nettet er blevet for os. Kun sådan vil vi være i stand til at styre og regulere den.

Læs Signe Sophus Lais afhandling Human Capabilities in a Datafied Society.

Læs mere om projektet The Peoples’ Internet, som er støttet af Carlsbergfondet.

Emner