24. februar 2022

Dan Zahavi og hans kollegaer sætter subjektet i centrum

Jubilæum

I 2002 fik professor i filosofi Dan Zahavi penge til noget af det allerfineste, man kan opnå i den danske forskningsverden; et grundforskningscenter. I de 20 år, der er gået siden, har Dan Zahavi og Center for Subjektivitetsforskning været først med meget – bl.a. inden for humanistisk sundhedsforskning. Og Zahavi har, ganske usædvanligt for en humanist, personligt hevet 100.000.000 kroner hjem i forskningsmidler.

Dan Zahavi, Center for Subjektivitetsforskning

Af Pernille Munch Toldam

For at forstå, hvad Dan Zahavi og hans kollegaer på Center for Subjektivitetsforskning (CfS) laver og forsker i, skal vi have én grundlæggende ting på plads: Vi er nødt til at forsøge at forstå begrebet fænomenologi. Så, ganske forsimplet: Fænomenologien interesserer sig for menneskets oplevelser og erfaringer af verden – og er en af de centrale filosofiske retninger i det 20. århundrede. Mens natur- og sundhedsvidenskaben kan måle, hvad der sker i din krop, når du får en blodprop, vil fænomenologer kunne undersøge, hvordan du oplevede at få blodproppen, og hvordan det påvirkede din kropserfaring, dine sociale relationer og din grundlæggende måde at være i verden på.

Blodpropeksemplet er ikke tilfældigt. For faktisk er sundhedsområdet et af de steder, CfS har bidraget mest med uventede filosofiske perspektiver de seneste 20 år. Nogle vil have set filmen Naturens uorden fra 2015 eller teaterstykket Human afvikling på Det Kongelige Teater, hvor journalist Jakob Nossell, der lider af cerebral parese, spastisk lammelse, forsøger at finde en mening i sit liv som handicappet. Filmen er blevet set over en million gange worldwide, og både film og teaterstykke blev til i samarbejde med daværende postdoc på CfS Kristian Moltke Martiny. Begge produktioner var et led i Martinys forskning, der havde til formål at øge omverdenens forståelse af, hvordan det er at leve med cerebral parese.

Humanistisk sygeplejeforskning

Selv er Dan Zahavi i øjeblikket bl.a. optaget af et projekt om sygepleje, som han påbegyndte, mens han sad i et deltidsprofessorat ved University of Oxford:

- Hvis du som sygeplejerske skal levere ordentlig sundhedspleje, har du brug for at forstå patientens livssituation – særligt hvis det handler om kroniske lidelser og ikke et brækket ben. Fx hvis du skal have dialyse jævnligt. Noget af det, fænomenologien kan levere, er forskellige måder at forstå kroppen på. Ét perspektiv kan være at forstå kroppen som en fysiologisk maskine. Et andet kan være at forstå kroppen som den opleves af patienten. Fænomenologien anlægger et kropsforankret perspektiv og kan fortælle noget om, hvordan vores kropslige færdigheder påvirker den måde vi erfarer os selv, andre og omverden på:

- Hvad er udfordringerne, hvis man skal prøve at hjælpe en person, der er blevet paralyseret ved et trafikuheld og sidder i kørestol? Det er jo ikke bare et spørgsmål om, at personen nu er mindre mobil. Hele din livssituation er ændret. Måske vil du begynde at opfatte dele af din omverden som utilgængelig, fordi de nu ikke længere er inden for rækkevidde. Måske vil andre finde det akavet at interagere med dig og måske vil deres distance påvirke din egen selvrespekt og livslyst. Alt dette kan have en effekt på din villighed til at indgå i et behandlingsforløb, og vil derfor være noget som det vil være godt for sygeplejersken at have et blik for, forklarer han.

Spørgsmålet er også, forklarer Zahavi, hvilke metoder eller procedurer man skal bruge, når man vil forstå andre mennesker.

- Skal man bruge sig selv som model – det er det, man kalder simulation: for at forstå, hvordan du har det, forestiller jeg mig, hvordan jeg selv ville have det, hvis jeg var i din situation – og så projicerer jeg det over på dig. Eller handler det i højere grad om at besidde en form for empatisk åbenhed og ikke på forhånd at tage for givet, at jeg selv kan regne ud, hvordan du har det. Mange fænomenologer har fremhævet empatiens betydning, og hvis sygeplejerskerne ønsker at arbejde med fænomenologisk teori, kunne empatianalyserne være et sted at starte

Dan Zahavi har bl.a. forsket sammen med Marianne Klinke, der er lektor i sygeplejeforskning på universitet i Reykjavik. Klinke har specielt arbejdet med rehabiliteringen af folk, der har haft slagtilfælde. I mange tilfælde ledsages slagtilfælde i højre hjernehalvdel af det, der kaldes kropsneglekt og visuel neglekt, hvor patienten ignorerer såvel venstre side af kroppen som det, der befinder sig i venstre side af rummet. Det kan selvsagt føre til mange akavede situationer og kan være både fremmedgørende og angstprovokerende for patienten.

- Noget af det, Klinke opdagede, var hvor stor betydning, det kunne have for rehabiliteringen, at patienterne fik hjælp til at beskrive og kommunikere deres oplevelser. Her kunne nogle af de fænomenologiske begreber bruges, forklarer Zahavi og tilføjer:

- Den slags arbejde er fantastisk givende. For en ting er at bidrage til en eller anden teoretisk diskussion, som fem andre filosoffer finder interessant. Men det er klart, at det her har en helt anden relevans. Og det havde jeg slet ikke forestillet mig, da vi i sin tid startede centret.

Et uprøvet tværfagligt samarbejde

Da Dan Zahavi søgte om penge til centret lige omkring årtusindeskiftet hang det sammen med hans personlige situation. Han havde færdiggjort sin ph.d., forsvaret sin disputats og havde haft et adjunktur på filosofi. Dengang ledte et adjunktur som regel direkte til en fastansættelse, men det skete ikke i Zahavis tilfælde. Han blev forbigået til to lektorater på filosofi, og hele ansættelsessagen, Zahavi-sagen blev den kaldt i Weekendavisen, udløste en krise internt på faget. Bottom line var, at han stod uden ansættelse; og egentlig havde han indstillet sig på, at han måtte tage til udlandet.

- Men så kom der et opslag fra Danmarks Grundforskningsfond, der helt specifikt var møntet på humaniora. Jeg blev opfordret til at søge, og jeg tænkte længe over, hvordan jeg dog skulle gribe det an. På det tidspunkt var jeg 33 og havde absolut ingen ledelseserfaring.

Zahavi havde arbejdet sammen med psykiateren Josef Parnas i nogle år og kunne godt se, at der måske kunne være noget interessant ved filosofi-psykiatri-koblingen.

- Jeg kendte også religionsfilosoffen og professor på systematisk teologi Arne Grøn, og jeg tænkte, at med både ham og Josef om bord kunne en ambition med et eventuelt center være at vise, at ressourcer fra filosofihistorien kunne gøres aktuelle og bidrage til den på det tidspunkt opblomstrende diskussion af bevidsthedens status og funktion. Vi kunne gribe ind i den aktuelle debat ved at trække på filosofihistoriske ressourcer, hvor Arne dækkede Kierkegaard, Hegel og hermeneutik, jeg stod for fænomenologi og analytisk bevidsthedsfilosofi, og Josef havde den psykiatriske tilgang. Det var umiddelbart en lidt mærkelig kombination med religionsfilosofi, bevidsthedsfilosofi og psykiatri, men vi blev enige om at prøve at se, om vi kunne få noget meningsfuldt ud af det, forklarer Dan Zahavi og tilføjer så med et smil:

- Jeg kan huske, at jeg fik beskeden om, at vi havde fået bevillingen på min fødselsdag. Det er nok den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået.

Centret startede i 2002 og lå i starten på Det Teologiske Fakultet. Først i 2006, hvor der blev slået et regulært professorat i filosofi op, som Zahavi fik, rykkede centret til humaniora.

Aftryk på psykiatrien

Spørger man Dan Zahavi, hvad der har været blandt centrets vigtigste præstationer, har det bl.a. været det mangeårige samarbejde med psykiatrien.

- Vores impact i psykiatrien har været massiv. Man kan overveje hvilke diskussioner, der ville have været anderledes, hvis ikke vi havde været her. Aktuelt er den biologiske psykiatri ikke overraskende dominerende: Psykisk sygdom ses typisk som udtryk for biokemisk-fysiologiske forstyrrelser i hjernen. Men der har altid også været andre strømninger i psykiatrien, inklusiv én helt tilbage fra begyndelsen af det 20. århundrede, der har haft tætte forbindelser med fænomenologien. Udgangspunktet for den er, at hvis vi skal kunne levere en ordentlige diagnose, er det vigtigt at kunne forstå patientens oplevelsesperspektiv – hvordan er det for patienten med sindslidelse at opleve sig selv og omverdenen. En af de toneangivende psykiatere, som har forfægtet denne tilgang er netop min kollega og centermedstifter Josef Parnas. Og der har indiskutabelt været en renæssance for den fænomenologiske psykiatri de sidste 15-20 år. Dét ser jeg som et resultat af vores samarbejde, forklarer han.

Et andet vigtigt samarbejde med psykiatrien står lektor ph.d. Mads Gram Henriksen for. Han er magister i filosofi, men skrev derefter sin ph.d. på sundhedsvidenskab. Han er ansat i et deltidslektorat på CfS, men har hovedparten af sin ansættelse i den kliniske verden på Psykiatrisk Center Amager. Her underviser han bl.a. psykiatere og sygeplejersker i psykopatologi, altså de symptomer, der kendetegner psykiske lidelser som fx hallucinationer og vrangforestillinger.

- Mads er også meget involveret i det instrument, der hedder EASE (Examination of Anomalous Self-experience), som blev publiceret i 2005 med Josef som første forfatter. Det er en semi-struktureret interviewguide, der bruges til at udforske patienternes oplevelsesliv, og som ikke kun er baseret på mange års klinisk erfaring, men også på teoretisk inspiration fra den filosofiske fænomenologi. EASE er nu blevet oversat til 10-15 sprog, og Mads er med til at holde de kurser, hvor folk fra hele verden kommer for at blive trænet i brugen af EASE, fortæller Dan Zahavi.

+100.000.000 og pynt til kaminhylden

Dan Zahavi og hans kollegaer på centret har de seneste 20 år bidraget med utallige diskussioner inden for kognitionsforskning og bevidsthedsfilosofi, og de har modtaget bevillinger til teoretisk forskning i bl.a. skam, empati, selvet og senest to store bevillinger fra hhv. ERC og Carlsberg til forskning i vi’et. Faktisk har centret så mange midler i øjeblikket, at det med sine knap 20 medarbejdere aldrig har været større – selv ikke dengang de stadig var finansieret af Grundforskningsfonden. Det er ikke hver dag, at et grundforskningscenter lever så længe efter bevillingens udløb.

Dan Zahavi har selv personligt i løbet af de 20 år modtaget bevillinger for over 100.000.000 kr. Han var den første humanist, der fik Videnskabsministeriets EliteForsk-pris og Carlsbergfondets forskningspris, og han er formentlig en af Danmarks mest citerede humanister med over 23000 citationer på Google Scholar. Han er også hovedmedredaktør af et tidskrift, som er på Googles top 10 over de mest citerede filosofitidsskrifter i verden, hans bøger er oversat til over 30 sprog, og i øjeblikket er et af Kinas mest respekterede forlag i færd med at publicere en 8 binds oversættelse af hans (foreløbigt) samlede værker.

- Det er en stor tilfredsstillelse at se, at vores ting kommer ud i verden og er brugbare og nyttige. Det har været vigtigt for mig. Det med at sidde og skrive for en lille gruppe af andre filosoffer, finder jeg ikke længere så spændende, siger han og fortsætter:

- Jeg har aldrig selv læst noget andet end filosofi. Jeg kommer fra en af de årgange, hvor der ikke var noget krav om bifag. Da jeg skrev ph.d., var det meget teoretisk, og jeg havde ikke den store interesse for andre fag. Så det er påfaldende, at mine interesser har ændret sig så meget. I den proces har samarbejdet med Josef selvfølgelig været en helt afgørende faktor, men noget andet skelsættende skete, da jeg, efter jeg havde skrevet ph.d. om intersubjektivitet, faldt over bogen The Interpersonal World of the Infant af den berømte udviklingspsykolog Daniel Stern. Han beskæftigede sig med mange af de samme ting som jeg selv – bare i forhold til udviklingspsykologi. Det var en øjenåbner, og der gik det op for mig, at de ting, jeg arbejder med, jo er emner, som ikke kun filosoffer interesserer sig for. Jeg kunne se, at en række af de ting, han sagde, kunne berige mit eget perspektiv og vice versa.

- Det er vigtigt at inddrage en mangfoldighed af forskellige traditioner og perspektiver. Jeg er specialist i fænomenologi, men jeg har aldrig været interesseret i at dyrke det på en hermetisk måde. Jeg har været meget interesseret i at bringe nogle af de indsigter og debatter, som man kan finde hos nogle af de klassiske filosoffer, ind i dialogen med såvel moderne filosofi som med diskussioner, som foregår uden for filosofien. Det tror jeg, er noget af det, centret er blevet kendt for, siger han.