På en ø kan samfundet isolere dem, der ikke passer ind

I begyndelsen af 1900-tallet var Danmark et foregangsland, når det handlede om at etablere ø-institutioner for fx udviklingshæmmede og andre afvigende personer. De seneste år har særligt anstalterne på Sprogø og Livø for ”moralsk åndssvage og defekte” kvinder og mænd fået stor opmærksomhed. Her skulle afvigerne isoleres og forhindres i at blande sig med den normale befolkning.

Men Danmark har på ingen måde været ene om at bruge øer til at skærme samfundet mod uønskede personer. I antologien Islands of Extreme Exclusion har lektor Bjørn Hamre og professor Lisa Villadsen fra Københavns Universitet samlet 12 bidrag fra forskere, som viser, hvilken rolle øen har spillet i forskellige historiske epoker og kulturer, når samfund har villet isolere, opdrage eller afstraffe afvigende individer.

- I de forskellige forskningsbidrag er øen selvfølgelig en helt konkret geografisk lokalitet, fx fængselsøen Robben Island i Sydafrika eller de græske øer, hvor personer, som på den ene eller anden måde er uønskede, skal anbringes. I Sydafrika var det politiske modstandere af apartheidstyret, mens det i Grækenland er migranter, som højrefløjspolitikere gerne vil placere på øer, siger lektor i pædagogik Bjørn Hamre.

Men samtidig, forklarer Bjørn Hamre, fungerer øen jo også som en metafor i mange kulturer: Nogle gange repræsenterer den muligheden for paradisisk ro, andre gange alt det farlige, et samfund forsøger at gemme væk. Han fortsætter:

- Vi håber, at vi med denne samling af tekster kan sætte fokus på nogle almene mekanismer ved eksklusionen, der kan gøre os klogere på den debat om inklusion og specialpædagogik i skolesystemet, som har fyldt meget de seneste år. I et af kapitlerne viser to britiske forskere, hvordan skolelukningerne og hjemmeundervisningen under coronapandemien bidrog til ekstrem eksklusion blandt allerede sårbare og marginaliserede elever.

Fra spedalske i Uganda til officielle undskyldninger

Et grundlæggende træk ved mange af de cases, som forskerne analyserer i bogen, er staters brug af undtagelsestilstanden som logik, når de skal begrunde ekstreme former for eksklusion. Det handler med andre ord om statens overlevelse, når den udpeger afvigende grupper, som resten af samfundet skal beskyttes mod, eller som skal disciplineres og opdrages for senere at kunne blive indlemmet i samfundet igen.

- Artiklen ”Colonial Medicine and Leprosy in Uganda” af Fred Jenga fra University of Texas at Austin er et eksempel på netop denne mekanisme. Her bliver behandlingen af spedalske i kolonitidens Uganda blandt andet set som en advarsel om, hvad der kan ske i nutidens Uganda, hvis bestemte grupper udpeges som særligt farlige og får deres basale rettigheder undergravet, forklarer Bjørn Hamre.

Men der er også bidrag, som fokuserer på, hvad der skal til, før tidligere ekskluderede grupper kan blive en del af samfundet igen, understreger han:

- Helt aktuelt analyserer min kollega og medredaktør Lisa Villadsen to eksempler på officielle undskyldninger, premierminister Paul Rudds undskyldning til den oprindelige befolkning i Australien og Mette Frederiksens undskyldning til de grønlandske børn, siger han og slutter:

- En af pointerne er, at hvis officielle undskyldninger skal kunne bygge bro mellem ofrene for den ekstreme eksklusion, kræver det, undskyldningen anerkender den isolation, som de har været udsat for. Men den skal også samtidig forberede befolkningen på, at ofrene vil genindtræde i samfundet på lige fod med andre borgere.

Bogen Islands of Extreme Exclusion – Studies on Global Practices of Isolation, Punishment, and Education of the Unwanted er udkommet på forlaget Brill.