Dengang bibliotekerne larmede

»Hyssssch,« siger bibliotekaren til dem, der taler sammen i bibliotekets læsesal, for på biblioteket skal man kunne koncentrere sig, der skal være ro. Sådan er vi vant til at tænke på biblioteker i nutiden.

En sådan stilhed fandtes ikke i antikkens biblioteker. Årsagen er enkel: læsning var højtlæsning. Lydløs, indre læsning fandtes ikke – den opstod først i middelalderen. Faktisk var der en frygtelig larm i antikkens biblioteker; de lærde der færdedes i dem, læste litteraturen højt.

Når de læste bibliotekets indhold og katalog højt, øvede de sig i at huske det hele udenad; målet var at slippe for at rulle de fysiske papyrusruller ud og sammen igen, hver gang man ville finde en tekst. Det tog tid og var besværligt. I stedet øvede man sig i at huske både den klassifikationsstruktur, biblioteket var organiseret efter, og selve litteraturens indhold. Det afføder en måde at læse på, som man stadig kan se i dag, når unge mennesker messer sig igennem Toraen, Biblen eller Koranen.

I Vitruvius’ arkitekturtraktat De Architectura (ca. 15 f.Kr.) findes et eksempel på, hvordan højtlæsningen af små fragmenter af en fortælling var nok ti,l at de lærde i biblioteket i Alexandria kunne huske, hvilken forfatter der var tale om, og hvor teksten fandtes i biblioteket. De var i stand til at genfinde teksten via hukommelsen i det fysiske bibliotek.

Biblioteket i Alexandria blev oprettet ca. år 300 f.Kr., og det bestod af en særlig slags litteratur. Den var præget af det, man kalder mundtlig litteratur eller verbomotorisk litteratur. Mundtlig litteratur lyder umiddelbart som en modsætning, men dækker over mundtligt bårne fortællinger, der på et tidspunkt blev skrevet ned - eksempelvis Homers Iliaden eller Odyssen, der i flere århundreder udelukkende blev videregivet fra generation til generation som mundtlig fortælling. Den er blevet kaldt verbomotorisk, fordi den rummer en rytme, rim og retorik, der tillader den at blive husket lettere af den person, der skal fortælle historien. Man har jo ikke skriften at støtte sig til, kun hukommelsen. Verbomotoren gør sproget til en maskine, der kan huskes og fortælles.

I løbet de århundreder, der gik forud for oprettelsen af biblioteket i Alexandria, blev litteraturen mere og mere præget af papyrusrullens skriftbårne medievirkelighed. Litteraturen blev gradvist præget mere af skrift end af tale. Alligevel peger vidnesbyrd om antikkens biblioteker på, at litteraturens mundtlige potentiale vedblev at fungere som grundlag for klassifikation og genfinding. De lærde læste stadig højt, messende eller reciterende for at lære biblioteket udenad, både strukturelt og indholdsmæssigt.

Det, jeg foreslår i min forskning er, at vi i dag gør noget lignende. Når vi leder efter en hjemmeside eller en PDF i dag, er titlen eller en sætning fra teksten nok til, at vi kan genfinde teksten via en søgemaskine. Sådan kunne man også tilgå en tekst i antikkens biblioteker (og i mindre omfang i middelalderen). Men fra renæssancen og frem til den globale udbredelse af internettet i midten af 1990’erne fungerede biblioteker ikke sådan. Der var ingen virtuel hukommelsesdimension med hvilken man kunne omgå langsommelige fysiske processer. Her var man nødt til at slå op i en katalog, krydsreferere frem og tilbage imellem håndbøger og tjekke litteraturlister for at finde frem til en tekst. Det var langsommeligt, besværligt arbejde. Det slipper vi for nu. Men den måde vi søger og fremfinder tekster på nu - hyppigt gennem internettet - er ikke kun ny.

Med de moderne teknologier forlader vi det, Marshall McLuhan kaldte The Gutenberg Galaxy: den bogtrykte verdens galakse. Tekstens forbindelse til andre tekster kan nu undersøges på et splitsekund og ikke via tidskrævende opslag i referenceværker. Den trykte bogs funktionalitet er blevet overhalet af nye, digitale teknologier, men de digitale teknologier har en forbindelse til tiden før bogtrykkeriet. De teknikker, de lærde brugte til at lære teksterne udenad med i antikkens biblioteker kan spejles i de muligheder, den digitale teknologi giver for at søge i tekst.

Tekstsøgningsalgoritmer - fra de mest simple til det kompleks af indviklede algoritmer, der udgør Google - er naturligvis ny digital teknologi. Men det er basale menneskelige adfærdsmønstre, der på ny sættes fri af den digitale teknologi; nu, hvor sproget frigøres fra bogtrykkens sværte på papir, begynder vi at søge i tekster på måder der ikke forpligter sig så meget på netop papiret.

Vi søger friere, hurtigere og lettere. Det har vi gjort før.

Publiceret af Ole Olesen-Bagneux er Ph.D.-studerende ved det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet på protokol på Information.dk