Studenterpolitik er røv... spændende!

Inden vi fusionerede med Københavns Universitet, var vi en lille, selvstændig institution under Kulturministeriet sammen med 'de andre kunstneriske uddannelser'. Det gav aldrig mening for mig, at vi lå placeret i KUM (vi lignede jo mere en masse andre videnskabsministerielle uddannelser), men her lå det øverste politiske ansvar for bibliotekerne, og dermed også for Biblioteksskolen.

Danske Studerendes Fællesråd havde tilbage i 2011 svært ved at finde repræsentanter fra de andre kulturministerielle uddannelser, så da den nytiltrådte videnskabsminister, Morten Østergård, inviterede til ‘dialog’ om de videregående uddannelser på et hotel i Kolding, var det mig, der fik muligheden. Her repræsenterede jeg (i hvert fald på papiret) bl.a. arkitekterne, billedkunstnerne og landets musikkonservatoriestuderende. Det skulle ikke holde mig tilbage, så (sent) om aftenen placerede jeg mig ved et bord i hotelbaren sammen med daværende formand for rektorkollegiet, SDU's rektor og uddannelsesministeren selv. Jeg sagde, at det var helt nyt for mig at være til dialogmøde. Morten Østergård replicerede tørt, at det var det også for ham. Det kom helt bag på mig. Han var jo minister.

Så var det, at den nye virkelighed kiggede forbi. Det var en dag i april sidste år, og den fortalte mig, at jeg nu var én ud af 12.000 studerende på Det Humanistiske Fakultet, og at IVA’s studerende nu udgjorde bare 600 ud af i alt 40.000 på Københavns Universitet. Shit, tænkte jeg. Vi var så små, så selvbestemmende og så egenrådige. Hvordan er det dog nogensinde kommet så vidt? Det vidste virkeligheden virkelig ikke. Jeg spurgte, om virkeligheden så måske vidste, om de studerende på IVA ville bibeholde den høje grad af indflydelse, de har på deres studier. Hvis I knokler for det, svarede virkeligheden. Og det gjorde vi så.

I De Studerendes Råd besluttede vi for halvandet år siden, at vi nødvendigvis måtte have flere kerneaktive til at varetage de studerendes interesser. Der var simpelthen for meget, vi gerne ville. Så vi reviderede vores vedtægter således, at DSR’s daglige ledelse nu varetages af en 8 mands bestyrelse for et år ad gangen. På billedet er vi til det første konstituerende bestyrelsesmøde. Det er blevet en tradition, at vi spiser indisk dhal, når vi holder møder hos mig på Nørrebro. Vores sidste møde bliver ingen undtagelse.

Fusionen har optaget rigtig meget af bestyrelsens tid, og udover alle de 'almindelige pligter' begyndte vi at orientere os mod KU. Det gjorde vi længe før fusionen var en officiel realitet, og på billedet er vi til Studenterrådet ved KU’s årlige generalforsamling sidste år. Det var én af de første gange, jeg mødte Kristoffer (til højre), som nu er formand for HUMrådet; de Humaniorastuderendes fællesorgan. Det er altafgørende, at man er opsøgende og får etableret et godt netværk og nogle stærke relationer, hvis man skal have nogen form for indflydelse på beslutningsprocesserne centralt. Der er nogle længere og meget mere komplicerede kommandoveje til Ralf Hemmingsens skrivebord i Fiolstræde, end der nogensinde har været til Per Hasles ovre på A-gangen.

I efteråret sidste år blev vi en del af de massive protester mod fremdriftsreformen, som især KU-studerende fik at mærke, da universitetet forsøgte at vedtage nogle forslag, som tog reform-sorgerne på forskud. 80 studerende indtog et møde, hvor forslagene skulle indstilles til KU’s ledelsesteam. Deltagerne var mildest talt intimiderede, og jeg oplevede for første (og måske sidste) gang Lykke Friis en smule usikker på situationen. Universitetet rullede senere forslagene tilbage, men 'kampen' mod reformen fortsatte ufortrødent.

På Humaniora stillede Ulf Hedetoft og Jens-Erik Mogensen op til et debatarrangement, hvor vi kunne lufte vores bekymringer for reformen. De var begge tydeligt pressede over fremmødet og over den politiske klemme, de befandt sig i. På trods af dekanatets velvilje besluttede de studerende på Humaniora senere at blokere fakultetet i protest. Vi afholdt et timelangt krisemøde i bestyrelsen, efter beslutningen var truffet. Bølgerne gik højt på Artillerikroen den aften, men vi endte med enstemmigt at bakke op om blokaden i solidaritet med resten af Humaniora. Det er jo trods alt vores nye familie.

På IVA går tingene igen sin daglige (KU-)gang. En bachelorstudieordning er under revision, et større strategiarbejde er under opstart, og Studienævnet får mere og mere travlt med at behandle alle mulige og umulige sager. Udvalgsarbejdet er for alvor startet op, og der bliver i lind strøm indkaldt til møder i bl.a. IT-strategisk udvalg, Kommunikationsudvalget og det nye Studiemiljøudvalg. Studieadministrationen er imidlertid nok dem, der har haft allermest travlt de sidste uger. Overgangen til STADS giver knaster i procesårerne, og der bruges meget krudt på eksamenstilmeldinger og studerende, der ikke kan finde ud af KUnet.

Selvom DSR's bestyrelse går ind i den sidste måned af sin periode, betyder det ikke, at der er mindre at lave end normalt. Tværtimod. Overdragelsen til den nye bestyrelse skal planlægges, og det samme skal generalforsamlingen. Selv glæder jeg mig rigtig meget til at videregive stafetten til en ny bestyrelse. For efter fire år i studenterpolitik både på og uden for IVA, må der nye kræfter til. Det har været spændende, lærerigt og i perioder har det fyldt mere end mine studier. Det fortryder jeg absolut ikke, for det har – blandt meget andet – givet mig en indsigt i uddannelsesverdenen, som jeg er sikker på vil komme mig til gode i mit videre virke. I bestyrelsen er vi blevet en rigtig godt sammentømret gruppe, der forstår hinandens styrker og svagheder. Derfor er det da også vemodigt at skulle slippe arbejdet. Jeg kan kun opfordre alle interesserede til at være med til at sætte sit præg på IVA fremover.

Rasmus Bahnsen Formand for DSR