filosofihistorie, æstetik, retorik

Den italienske filosof Giambattista Vico (1668-1744) var barn af barokken, men led den uheldige skæbne at skulle tænke og gøre karriere i rationalismen og den moderne naturvidenskabs æra.
Et fascinerende træk ved barokkens litterære retorik er dens polemiske distancering til datidens spirende naturvidenskab: Bevidstheden om at være et "faldent menneske" ledte ikke barokkens teoretikere frem til forhåbninger om en ultimativ, videnskabelig systematik, men derimod til refleksioner over hvordan dette faldne menneske kunne orientere sig i en kaotisk og stadig omskiftende social virkelighed. Retorikken blev et vigtigt redskab hertil, da den siden antikken havde teoretiseret over hvilke erkendeevner og hvilket sprog der kunne begribe og udtrykke det sociale liv i dets organiske sammenhænge. Dermed blev den retoriske traditions geni- og stillære central for barokken og dens litteratur.
Vico tilegnede sig barokkens opfattelse af erfaring og sprog, og da Descartes sammen med neoklassicismen fordømte barokken, udviklede Vico et interessant forsvar for sin baggrund, hvad der vises i denne bog.

Rreviews: Louise Witt-Hansen, Det ny reception, vol. 31 (1998); Gitte Harbo Sørensen, Berlingske Tidende, March 18, 1997.