I dette kapitel følges to spor i forholdet mellem pædagogik og magt. På den ene side ses magt som et moralsk problem: Magt- eller autoritetsrelationer opfattes som uheldige, svigtende eller dårlige pædagogiske relationer. På den anden side er magt ofte en forudsætning for pædagogisk arbejde: Skal man lære, skal man, groft sagt, anerkende, at der er en autoritet at lære noget af. At magt derfor er et nødvendigt, men uvelkomment aspekt af pædagogiske relationer fører til et særligt dilemma for pædagoger og lærere: Hvordan bruger man autoritet til at opdrage autoritetskritisk? Kapitlet følger denne modsætning gennem skiftevis en række forsøg på at udpege måder at undgå pædagogisk magtanvendelse og tilsvarende forsøg på at udpege forskellige stadig mere subtile former for magt, der har betydning for pædagogiske relationer – og som det efter denne udpegning bliver muligt at forholde sig kritisk til. Kapitlet præsenterer, hvordan forståelsen af magt og den forhold til pædagogik ændrer sig, når blikket flyttes fra individniveauet i opdragelsesteorier og pædagogisk filosofi, til et intersubjektivt niveau i psykoanalysens autoritetsteorier og til sidst til samfundsniveau i fire sociologiske teoridannelser.