Diagnosticering af skoleelever betragtes i artiklen som en problematiseringsproces. Det empiriske materiale udgøres af 77 skolepsykologiske journaler over elever på Frederiksberg i 1930-40’erne. Formålet er at synliggøre de måder, hvorpå afvigelse og differentiering konstrueres i skolens, skolepsykologiens og specialpædagogikkens diskurser. Den skolepsykologiske journal ses som en teknologi, der producerer videnskabelige sandheder, som får betydning for specialpædagogisk praksis og elevens fremtid. Måderne, hvorpå eleverne italesættes som problemer, synliggøres i artiklen i en treledet problematiseringsproces, der for elevens vedkommende forløber gennem skolen, skolepsykologien og specialpædagogikken. Hovedproblemstillingen er, hvordan elever konstrueres som problemer i skolemæssige kontekster. I et teoretisk forehavende argumenterer jeg for, at problematiseringsbegrebet er egnet til at begribe, hvordan diagnosticering, afvigelse og differentiering skabes i skolemæssige, skolepsykologiske og specialpædagogiske kontekster.