Retorik og demokrati er historisk uløseligt forbundet, og retorikken som kommunikationsfag sætter os i stand til både på praktisk og teoretisk vis at forholde os til hvad demokrati er. Retorikkens dobbelthed som et praktisk og et teoretisk fag er central for fagets selvforståelse og er også grunden til dets vitatitet. Retorisk som praksis lærer os at kommunikere ud over privatsfæren både som aktiv taler og som kritisk tilhører. Retorisk teori hjælper os til at forstå hvordan danne kommunikation fungerer, og den er grundlag for overvejelser om formål og kvalitetskriterier for kommunikation i den offentlige eller halvoffentlige sfære. I oplægget fokuserer jeg på begrebet retorisk medborgerskab og de retorikfaglige perspektiver på offentlig diskurs som det lægger op til.