Nærlæsning er den form for retorisk kritik, der går tættest på sin analysegenstand.
I en nærlæsning studerer kritikeren en retorisk ytring – typisk en tekst – nøje for
at forstå dens udtryk som en kompleks helhed i en bestemt kontekst. I nærlæsning
er analyseteksten omdrejningspunktet, og opmærksomheden på detaljer gør analysen
interessant at læse og tilfredsstillende at udføre. Den amerikanske kritiker
Stephen Howard Browne har formuleret fire antagelser, som nærlæsning baserer
sig på (Browne 2009): Den første antagelse – “rhetorical texts are sites of symbolic
action” (ibid.: 64) – fremhæver opfattelsen af tekster som rumlige fænomener med
udstrækning i tid, og at tekster handler med og via sprog. Den anden – “form
and content cannot be divorced” (ibid.: 64) – fastholder samhørigheden mellem en
teksts udsagn (ide, argument, pointe) og dens udformning (komposition, stil osv.).
Den tredje antagelse – “text informs context, and vice versa” (ibid.: 65) – udpeger
et distinktivt træk for en retorisk nærlæsning, nemlig dens dobbelte blik på tekst
og kontekst samt på forholdet mellem dem. Den fjerde – “rhetorical texts exhibit
artistic density” (ibid.: 66) – peger på, at en nærlæsning har særlig opmærksomhed
på en retorisk teksts æstetiske kvaliteter og betragter den som en slags kunstværk.
I dette kapitel udfolder vi disse antagelser, beskriver nærlæsningens særkender
og viser, hvordan den kan bruges i arbejdet med en nutidig dansk tale. Til sidst
diskuterer vi metodens styrker og svagheder.