Denne artikel skærper indsigterne fra bogen Racism in Danish Welfare Work with Refugees – Troubled by Difference, Docility and Dignity (2022) ved at stille skarpt på bogens teoretiske bidrag med omdrejningspunkt i begrebet velfærdsracisme. Med udgangspunkt i korte beskrivelser af bogens teoretisk-analytiske tilgang, empiriske materiale og analytiske arbejde, udfolder artiklen hvordan velfærdsracisme kan forstås som næret af en integrationistisk epistemologi i velfærdsarbejdet i form af de racialt kodede grundkategorier udvikling, menneske, samfund og professionalisme; som historisk rekursivitet i kraft af de moderne spøgelser forskel, føjelighed og værdighed, der til stadighed dukker op i velfærdsarbejdet med flygtninge; og som udtrykt i velfærdsarbejdets standardfortællinger om farveblindhed, potentialisering og medfølelse, som velfærdsarbejderne igennem deres arbejde kontinuerligt investerer i, hvorved sociale grænser for menneske og samfund patruljeres og den integrationistiske epistemologi institutionaliseres. På denne baggrund konkluderer vi, at velfærdsracismen forhindrer velfærdsarbejdets universelle realisering.