Pædagogisk teori indgår som obligatoriske og selvfølgelige elementer i professionsuddannelser og universitetsuddannelser indenfor det pædagogiske område, ofte relateret til ’handlescenarier’ og ’problemstillinger’ i pædagogisk praksis. Men hvad der til stadighed lades ude af synsfeltet, er hvordan det er muligt at studere og opnå erkendelse om pædagogisk teori, dens indhold, opkomst, legitimitet og transformationer. Denne artikel identificerer erkendelsesmæssige muligheder og begrænsninger ved tre toneangivende tilgange til studiet af pædagogisk teori, nemlig en filosofihistorisk tilgang, en fag-historisk tilgang og en bred foucaultiansk tilgang. Derefter skitseres et bud på en ellers fraværende sociologisk tilgang til studiet af pædagogisk teori, og det vises hvordan en sådan tilgang kan medvirke til at opnå indsigt i den sociale produktion af pædagogisk teori, dvs. de mekanismer, betingelser og processer hvorigennem pædagogiske teorier vinder terræn, og bliver legitime og selvfølgelige gennem aktørers og institutioners strategier. På den måde argumenterer vi for, at pædagogisk teori med fordel kan studeres som social praksis.